
Denne opskrift fik jeg med en kasse fra årstiderne. Salaten var bare så god, at jeg blev nødt til at sørge for altid at kunne finde opskriften igen.
Ingredienser
- 150 g hvid quinoa
- 2 mellemstore sødekartofler
- 1 stor pose frisk spinat
- 1 bakke cherry-blomme tomater
- 2 hvidløgsfed
- 1 lille rød chilli
- 1 citron – usprøjtet
- 1,5 dl yoghurt natural
- 3 tsk olivenolie
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Start med at tænde ovnen på 200 grader
- Skræl de to sødekartofler og skær dem i tern – ca 2×2 cm eller deromkring. Vend ternene i olivenolien og krydr med salt og peber. Hæld ternene på en bageplade med bagepapir og spred dem ud, så de kun ligger i ét lag. Bag dem i ovnen til de er møre – ca. 20 – 25 minutter. Stik i dem med en gaffel for at mærke om de har fået nok.
Sæt dem til til afkøling et par minutter, når du tager dem ud af ovnen - Imens sødekartoflerne bager i oven skylles quinoaen godt. Den skyllede quinoa hældes i en gryde med 3 dl kogene vand. Quinoaen koges i 10 minutter og trækker derefter i gryden i yderligere 5 minutter under låg. Herefter røres en tsk groft salt i quinoaen, der sættes til afkøling et par minutter uden låg.
- Skyl spinat og hak den i mindre stykker
- Skyl cherrytomaterne og skær dem i halve
- Skyl citron, riv skallen og derefter halvér citronen
- Pil og pres de to hvidløgsfed
- Smag yoghurten til med hvidløg, lidt citronsaft, salt og peber
- Skyl chilien, skær den over på langs og fjern kernerne. Herefter skæres den i smalle strimler på tværs.
- Nu blandes salaten: Hæld quinoaen i en stor skål og tilsæt revet citronskal og chili. Rør det godt rundt så det bliver fordelt. Tilsæt derefter de bagte sødekartofler, den hakkede spinat, de halverede cherrytomater og yoghurtdressingen.
Tips
I opskriften fra Årstiderne var spinaten fra New Zealand. Den er lidt andreledes end den spinat, som jeg har fundet i supermarkederne, men jeg tænker at det også bliver godt med en anden slags spinat eller alternativt finthakket grøn- eller rødkål.
Salaten vil passe fint til en stegt hakkebøf eller kotelet og måske også til grill-sæsonen når det bliver tid til at spise udendørs igen. Velbekomme.